Livshistorie aktivitet 2

Da jeg i forhold til aktivitet 2  i DKK undersøgte hvilke kilder jeg kunne finde på nettet omkring anbragte børn/unge og livshistorie, fandt jeg følgende pdf-fil:

http://www.epos-amu.dk/grum/40624.pdf

Filen indeholder et dokument med overskriften Inspirationsmateriale til undervisning –Arbejdet med anbragte børns livshistorie. Materialet er udgivet af EPOS, som står for Efteruddannelsesudvalget for det det Pædagogiske område og Social og sundhedsområdet. Inspirationsmaterialet tager primært udgangspunkt i undervisningen af familieplejere. Men jeg synes alligevel godt at disse papirer også kan bruges til inspiration af os der er pædagog studerende. 

De mest relevante emner  er :

·         Livshistoriens betydning for udviklingen af barnets selvtillid/selvværd og identitet.

Hér tages der udgangspunkt i Daniel Sterns udviklingspsykologiske teorier.

·         At arbejde med livshistorie.

Hér prøver deltagerne selv ad. Hver især arbejder med sin egen livshistorie, hvorefter man går sammen i 2-mandsgrupper og fortæller hinanden om sit liv.

·         Metoder i arbejdet med livshistoriebogen.

·         Etikken i arbejdet og målgruppen.

·         Livshistoriebogen i tekst og billeder.

I materialet bliver der henvist til følgende litteratur:

·         Ida Schwartz: Fortællinger fra praksis – om livshistorie og pædagogik. Hans Reitzels forlag. ISBN: 87-412-0256-2

·         Daniel Stern: Barnets interpersonelle univers. Hans Reitzels forlag. ISBN: 87-412-2889-8

·         Ingrid Strøm: Livshistoriebøger – en hjælp til identitets og selvværdsudvikling. Dafolo forlag. ISBN: 87-7320-861-2

·         Henrik Egelund Nielsen m.fl.: Så kommer du til et bedre sted. Forlaget Børn og Unge. ISBN: 87-89780-90-6

·         Socialpædagogernes Landsforbund – Plejefamilien (Temablad) Tema nr. 6. Juli 1991. Om begrebet livshistorie.

·         Tidsskrift for familiepleje og opholdssteder.Regionsblad. Tema nr. 3. November 1995. – Livshistoriebøger.

Videre har jeg fundet en bog:

·         Robak, Susanne og Illona Skriver (1998): Er min mor prinsesse? At lave livsbog med anbragte børn. Århus: Husets forlag.

Bogen er karakteriseret af en mere praktisk art. Den henvender sig igen primært til familieplejere. I bogen beskæftiger forfatterne sig med hvordan man konkret kan komme igang med livshistorierne. Bogen indeholder et katalog med ideer til emner, der kan bruges til udarbejdelsen af livsbøger. Til belysning af livsbøgers betydning for børns identitetsdannelse skriver psykolog Marie Birk et afsnit.

 

Problemformulering:

Hvorfor er arbejdet med livshistoriebøger et godt redskab til hjælp af anbragtes børns identitetsdannelse?

 

 

 

 

                                                    

livshistorie aktivitet 1

Undersøgelse af livshistoriearbejde i et pædagogisk sammenhæng.

 

 

Livshistorie og udsatte unge:

(http://www.gunderup.dk/paedagogisk-grundlag.html)

Opholdsstedet Gunderup tilbyder et midlertidigt hjem til tolv unge i alderen 13-18 år.

Institutionen bestræber sig på at være en tryg og sikker base i forsøget på at afhjælpe sociale, følelsmæssige og psykiske problemer. Opholdsstedet ligger i Svenstrup ved Aalborg.

Det pædagogiske grundlagde der arbejdes ud fra er at ethvert ophold på Gunderup indledes med at der laves en pædagogisk livshistorie med den unges liv inden opholdet, som udgangspunktet for den efterfølgende indsats.

Teamet omkring den enkle unge består af 2 kontakpersoner, som målrettet arbejder på at opbygge tætte relationer til den unge, med udgangspunkt i den specialviden, som det har givet i udarbejdelsen af den pædagogiske livshistorie.

Enhver ung tilknyttes i den forbindelse to kontaktpersoner, som udgør et såkaldt kontaktteam. Dette team arbejder målrettet på at opbygge tætte relationer til den unge gennem relationspædagogikken. Men teamet tager altid udgangspunkt i den specialviden, som det har høstet i udarbejdelsen af den pædagogiske livshistorie. Derved matcher relationspædagogikken den enkelte unges individuelle behov.

 Målet er, at de unge udvikler deres egen ansvarlighed og dermed selvværd.

Rapport

Udviklingshæmmede og livshistorie:

(www.kvalitetsdatabasen.dk)

I rapportens forord står der at der bliver præsenteret for grunde til at arbejde med livshistorier og der præsenteres konkrete forslag til hvordan pædagogisk arbejde med dette kan udforme sig.

Artikel

Livshistorie som metode:

Rørbæk, Maria (2005). Her er mit liv og Jagten på det positive. Social pædagogen, nr.2,

Artiklen beskriver en institutions erfaringer med et projekt,  som i alt seks socialpædagogiske arbejdspladser gennemførte.   LIFO 2000, som står for Liv i fokus og 2000 for projektets fødselsår gennemførte projektet med et formål om at udvikle metodiske og etiske retningslinier for arbejdet med livshistoriefortællinger.

 

 

”AT SKABE ANTROPOLOGISK VIDEN OM BØRN”

”AT SKABE ANTRPOLOGISK VIDEN OM BØRN”
- 1 KAPITEL.

Fra bogen: ”Feltarbejde blandt børn. Metodologi og etik i etnografisk børneforskning”.


Antropologi betyder i bred forstand ”læren om mennesket” og metodologi kunne betragtes som en form for ”metavidenskab” dvs. forskning om metode, og sidst men ikke mindre vigtigt nævnes begrebet etnografi, (græsk: ”skrive”) ”studiet af folkeslags kulturers indretning og tilpasning til de naturgivne vilkår”, i artiklen. Kitten mellem disse tre begreber, som jeg forstår det af teksten, er kausaliteten (lat. ”causa” - årsag).

Feltarbejde:
Gennem feltarbejde prøver man at forske i store og små samfunds (fx institutioner) sammenhænge. For at få så reelt et indblik i de enkelte samfunds individer og sammenhæng er det nødvendigt at deltage aktivt i hverdagen. Observatøren kan her være del af dagligdagens rytmer og rutiner, som belyser og rammesætter menneskers tilværelse. Dette giver et andet billede af samfundet end studier der er udarbejdet ved hjælp af statistikker, spørgeskema eller lignende. For de udsagn folk træffer ofte ikke harmonerer med praksis, fordi folks handlemønstre ikke nødvendigvis er styret af bevidste overvejelser . I Feltarbejdet bliver en praktisk del (observationer) fulgt af en teoretisk del (analyse/reflektion). Herefter bliver resultaterne skrevet ned (etnografi) og man har et kvalificeret bud på folks kausalitet i sammenspil i det observerede felt og kan bedre erkende og forstå handlemønstre. Man kunne fx forstille sig antrpologisk baseret feltarbeje på et bosted for udviklshæmmede. Der kunne forskes i kommunikationen iblandt brugere uden verbalt sprog. For derved at skabe redskaber for såvel brugere som pædagoger for at sikre mest hensigtsmæssig kommunikation og forståelse.

Deltagerobservation:
En af de vigtige og ”trickey” ting man skal huske som observatør er: at håndtere balancen mellem nærhed og distance. Man bliver nød til at forstå, før man kan vudere ( Collin 1993 :13). Ellers er der fare for at man tolker ud fra sine egne værdier og præmisser og ikke på de lokales.


Feltarbejde som refleksiv tilstand:
Ved at man i en længere periode deltager tæt inde på de brugere man observerer bliver man hurtigt emotionalt involveret. Gennem systematiske overvejelser over feltprocessen, empiriens karakter og egne forudsætninger kan observatøren komme frem til en subjektiv analyse af feltet. Dette forudsætter dog at observatøren indtænker sin personlige mellemkomst ind i forskningprojektet og derudover prøver at tolke så ”open minded” som muligt. Og om tolkningen kan man ikke komme uden om, i etnografiske observationer, alligevel. Da dette udgør en vigtig del af feltarbejdet.

Om konstruktionen af et barneperspektiv:
Barneperspektiv og børnekultur er de to begreber der siden firserne er kommet på planen. Siden da er man for alvor begyndt at forske i børns opfattelser, med dem selv som aktører. Lige som man indtil da havde forsket i andre individiers sammenspil. Men man må dog huske at bruge informationerne, man har fået gennem analysen, kritiske. Der findes ikke ét barneperspektiv eller én børnekultur. Man kan ikke tolke børnene som en homogen masse, men må lige netop sé, at børnene er et ”mini samfund” med mange sameksisterende opfattelser, interesser og positioner, næsten som det ” store samfund” , bare med andre og tit forskellige rammer og forudsætniger. Og det handler ikke om at afgrænse et barneperspektiv men mere om at repræsentere det og gøre det mere synligt og forståeligt.

Analyse af kontekst:
Der er forskellige måder at analysere på. I den traditionelle analyse ser man aktøren(-e) i centrum for alle relationer (fx venner, familie, samfundet osv.), som flyder rundt i hver deres egne cirkler omkring centrumet ( aktøren) . I den antropologiske analyse ser man, som jeg forstår det rammer, relationer og alle præmisser som en helhed. Der ikke kan tolkes adskilt.

Antropologisk viden om børn:
Antropologisk syn i forskningen gør at aktører ikke kun ses som individier men mere som interaktive størrelser. Der udover hvad der personligt udgør dem, er et refleksivt produkt af ”det store hele”.

Aktivitet 3
Børnefælleskaber/sammenfatning

I mange institutioner så som sfo´er/fritidshjem, børnehaver osv. ansés de nye moderne medier stadigvæk som noget nærmest farligt. Pædagoger og andet fagfolk er tit ikke tryg ved brug af medier i deres profession. Dette kunne skyldes at man ikke har sat sig nok ind i hvad medier betyder for børne og især ungdomskulturen idag. Det er nødvendigt at pædagoger lærer at forstå at den kommuikationsform der er idag bliver styret via medier og at de er multitalenterede i brug. De kan både erstatte legetøjet og være en nyttig hjælper til organisation af børns og unges travle hverdag.
Jeg mener at det ville være en god idé at hver instituion havde udpeget mindst en medieansvarlig i hver institution der kunne skabe og varetage rum for de unge så de kan værne om deres sociale relationer på deres måde. Men tværtimod er holdningerne i mange instituioner stadigvæk sådan at man kun værner om den traditionelle kommunikations og lege kultur. Det er tid til forandring...
Det bliver her absolut vigtigt at der kommer nogle forskningsbaserede debatter op i medierne, så qualificeret viden når ud til samfundet og informerer om unges afhængighed af medier for at kunne mestre en krævende postmoderne hverdag.

Mediepanikker

Mediepanikker (”For-forståelse”)
Hvad synes du om Arto?Arto er for mig en ukendt størrelse, men jeg har ladt mig forklare at det er en Internet Platform, der fortrinsvis bruges af unge mellem 10-? for at dele fritid i videste forstand. Man kan uden at være fysisk sammen tilbringe tid sammen og dele ”øjeblikke”. Selvom jeg ikke kender Arto direkte har jeg dog stiftet bekendskab til lignende tilbud om andre Platform.
Jeg tror at man må bedømme sådan nogle Platform ud fra forskellige perspektiver fx at man bruger sider som Arto som kontaktfunktion og vedligeholdelse af venskaber og kammeratskab er nu til dags helt ”up to date”. For det første er det nærtliggende at når unge mennesker bliver introduceret i en så høj grad til medierne at de skaber deres eget rum. En mere subjektiv grund til at unge idag vælger denne form for kontaktpleje frem for fysisk kontakt, er jo at vores unge idag er pålagt så mange tidskrævende aktiviteter i deres fritid at det nærmest er umuligt at værne om alle de kostbare bekendtskab man som ungt menneske idag skaber. Jeg synes at Arto ud fra kontakt-diskursens perspektiv er en glimrende og tidssvarende institution.
Men der må dog tages højde for ny anledning til konflikt, især i unges udvikling. Det kan forventes at unge, tilsvarende samfundet, bliver til en slags kamæleon borgere. Med det mener jeg fx at de gode gamle traditions ven og kammeratskaber kommer til at betyde mindre og mindre i samfundet. De erstattes af måske lige så dybtgående, det må tiden vise, men meget mere sorterede venskaber. Der er de venner man kan føre filosofiske samtaler med og andre som man deler det festlige med osv. . Dette passer jo meget godt til de krav samfundet idag stiller. Man skal kunne tilpasse sig. Omvendt betyder dette for borgeren at man kan finde sig af med en ting og hurtigt kommer igang med en ny.
Et andet perspektiv Platform som Arto kan sés fra er at alting man gør bliver meget offentlige. Den subjekte indflydelse på din ”Platform-tilværelse” er at man viser ting, måske i form af fotos som kan betragtes af alle, dette giver selvfølgelig anledning til bekymring, da dette også giver fx pædofile og andre ikke ønskede nye muligheder at udleve deres trang på. En anden ting som tiden viser er at unges adfærdsmønstre ikke ændres men at dets udvirkninger forstærkes, da cliquer nu ikke længere består af få, men af mange. Ta´r vi en ting som fx mobning, sker dette over Platform som Arto ligger der idag en endnu støre virkning bag det, end mobning alligevel allerde har. Mobningen finder nu meget offentligt sted og alle havde rent faktisk mulighed for at deltage i tilstanden. Dette gør det, efter min mening, sværere for unge at omgås situationen, da han/hun nu både skal modtage og forarbejde og agere samtidigt.
Jeg kunne blive ved at trække flere perspektiver frem fx. sprogbrug, fysisk kropsbrug osv, som alle måske er lige vigtige og må sés som del af det store hele. Men som nævnt før bliver det spændende at se hvordan tingene udvikler sig og forandrer traditionerne.

Hvad siger medierne om Arto?Jeg har læst flere Artikler fx. ´Line er fra Mars, mor fra Pluto´ og ´Lærere skal kende Facebookkulturen´. De beskæftiger sig med unges brug af de såkaldte ´nye medier´. Den første artikel fra politikken handler om en families afmægtighed i forhold til datterens, 13 år, brug af de nye medier og de derved ovennævnte opstående problemer, som mobning. Jeg må vist hellere skynde mig at jeg faktisk først skrev artiklen ”Hvad synes du om Arto?” og så fandt og læste Artiklerne. ;O) ...
Den anden Artikel fra div. Folkeblade handler om at lærere på Als på et tilsvarende kursus bliver fortrolig gjort med Facebookkulturen, da dette har vist sig også at rumme meget i skolens hverdag på forskellige niveauer. Fx ´se ovenfor´ mobning i større omfang.

Hvem er de faste deltagere?De faste deltagere i debatterne om de nye medier er typisk forældre og professions uddannede pårørende som lærer, pædagoger og forskere vs de unge. Der er stor uenighed om ´de nye medier´ , men der diskuteres jo også fra to forskellige holdninger. For de unge er ´de nye medier´ ikke nye, de har altid været der. For os ikke helt unge mere er de kun nye, men hvordan har mine forældre vuderet min egen telefon brug. Problemerne opstår under forandringen af traditionerne, dvs. at forældre har socialiseret sig på helt andre baggrund og premisser end vores unge gør det idag. Efter min mening kan man godt stole på de unges kompetencer for at lære at begå sig i en cyberspace præget hverdag. Men mener alså også at der må værnes om værdier som tryghed og åbenhed i hjemmet, så de unge har noget at læne sig op ad når det går galt.

"Simultane dialoger"

Referat af „Simultane dialoger“ originale skrevet af Carsten Jessen.


Artiklen går ud på traditionelle brud blandt genarationerne. Carsten Jessen belyser på baggrund af et forskningsprojekt ved titlen ”Børns opvækst med interaktive medier” de forskellige perspektiver de nye kommunikationsformer har.
Af de ældre generationer sés de nye kommunikations muligheder, især mobiltelefoner, ofte som forstyrrende, da de selv ikke er blevet socialiseret med så mange medier. Det frygtes at alt det ”følte” zapperi går ud over børn og unges tætte menneskelige relationer. Familielivet bliver tit præget i en familie med unge af medierne, som fx. på ferie. Unge idag føler et andet behov for at deltage i flere sociale relationer. De fleste unge kan sagtens både skrive sms og deltage i familieferien. Fordi de har lært at tage aktiv part i mange sociale relationer. Børn vænnes jo allerede fra vuggestuealderen at have mange sociale relationer. Udover mor og far er der pædagogerne henne i vuggestuen, barnepigen til aflastning osv. plus at der hele tiden forlanges af de små at de hurtigt vænner sige til nye mennesker og skaber nye reationer til dem, som fx i institutions skift (vuggestue/børnehave/skole) eller ved rokering i personale forholdende i instotutionerne.
Vi lærer jo vore unge at omgås mange relationer i forsskellige sociale forhold, så jeg føler det som ret naturligt at unge idag hurtigt kommer til at virke rastløse vi de låses i kun en relation.
Dog mener jeg også at de unge bedre burde hjælpes på vej til fornuftig brug af medierne og det gælder fra den helt tidloge barndomsalder. Sætte nogle rammer for brugen af fx internettet mens de er helt små og bruge det sammen med dem. Det er ret spændende at se hvor hurtigt små børn gennemskuer lette computer spil, der for det meste også har læringpotentiale. Jeg ser det også som uomgåeligt at lære de nye og næste generationer at bruge medierne som naturlig del af hverdagen fordi det er jo det samfundet ønsker - og bygger på. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste arbejdsplads hvor man ikke vil komme i berøring med medier.
Undervisning miljøet rammes hårdt af medierne, de er alle steder i taskerne, på bordene, i ørene og som noget ret nyt også på tavlene. Mange skoler har idag indset at de lige så godt kan hente eleven der hvor han er og inddrage så mange medier som muligt i undervisningen.
Men man er stadig lidt sart over for telefonen, da denn virker afbrydende i undervisningen og forstyrrende i deltagelserne ude på skolegården. Der bliver skolerne udsat for et dilemma hvor på den ene side kræves en vis kontinuitet i undervisningsforløbet og på den anden side eleven der hvor han nu er. Med mobiltelefonen på kroppen.

Referat: "Sam...ta...le? Ej blot til lyst

Referat: ”Sam...ta...le? Ej blot til lyst

I Kroniken gør Kim Rasmussen og Søren Smidt op med nutidens frivillige tvang om at have en mobiltelefon. De to referer til et tilbud der reklameres således: ”Lad en ostechips betale for din telefonsamtale”. Tilbuddet går ud på at man bliver registreret ved brugerprofil og derefter kan tale i mobiltelfonen gratis op til 15 min. om dagen og udenfor arbejdstiderne fra kl. 08.00-17.00, men man dog tage en afbrydelse hvert halvandet minut giver.
Sanser dette kritisk ud fra forskellige perspektiver.

1.) Reklamefolkene der sidder bag kampangen appelere til at det er forældrene der må tage ansvar og sige ”Nej tak” til tilbuddet. Men de kommer tit i dilemmaer. For på den ene side er børnene, hvem tilbuddet er lavet til, der klart ytrer ønske og behov og på den anden side er de forbrugs kritiske forældre, der næppe vil stå for børnenes integration i de materielle fælleskaber. Tilbuddene retter sig fortrinvis mod de børn der ikke opvokser i familier med stramme økonomiske rammer og strategierne bag kampangen er at formidle børn hvor let det kan være at have en egen mobiltelefon og næsten gratis. Børnene for nu pålagt at plage deres forældre til anskaffe sådan en ostechips telefon. Det er en virksom reklame strategi, plagekampangen går ud på at de unge skal afsætte produktet i deres familier, for de kender meget bedre til kommandovejene og beslutningsmønstre.
2.) Samtalestrukturens udvikling hos børn bliver præget af at deres samtaler bliver afbrudt hvert halvandet minut. Og børnene for ikke mulighed for at udvikleog nuancere deres samtalefærdigheder. Det hele kunne ende i at” tale” i sidste ende bliver afstatet af ”snak” og disse to kommunikations former ikke er de samme. Dette belyses kritisk fordi kommunikation er basen i det demokratiske samfund som vi kender det.

Forfatterne mener at ansvaret burde ligge hos forskellige personer. For det første burde reklamefolkene visse mere hensyn til de sårbare børnerelationer der er og ikke misbruge børnene som ekstra køberessourcer. De burde respektere den demokratiske samtalekultur mere. For det andet burde politikere ikke forholde sig så afmægtige til markedet og stoppe den udvikling der i lang tid kom snigende nemlig at samtalekulturen bliver alt for præget af afbrydelseskulturen.